Bivuak, shelter og ly.
Som et rigtig hyggeligt alternativ til teltet, eller i værste fald -en nødsituation, findes der bivuakken.
Fra Fransk og på Engelsk “Bivouac” hører den ind under kategorien “shelter” som betyder ly.
Næst efter at sove under åben himmel, er dette min foretrukne måde at overnatte ude på. Jeg har slet ikke tal på hvor mange bivuakker jeg har sat op igennem årene, men det er mange. Men hvordan sætter man egentligt sådan en op?
Herunder, følger nogle af mine tips og erfaringer med diverse setups mv.
Grundlæggende skal bivuakken kunne to ting.
- Holde vinden væk fra dig.
- Holde dig og dine ting tørre under regn/ hård regn eller sne.
En tredie ting kunne være at der var brug for en varmekilde (bål) foran eller integreret i shelteret/bivuakken. Ild
Permanent ly bygget på en eftermiddag. (I privat skov efter aftale)
Til at starte med
En pressenning er nok det letteste (og billigste) værn til at skærme af mod regn og vind. Men du kan også bruge sejldug, et kasseret telt, et regnslag, plastic med videre. I mange år har jeg flittigt brugt helt almindelige pressenninger til bivuakering, da det ikke gør helt så ondt hvis der kommer et hul i.
Vil du og kommer du til at holde af, at overnatte i bivuak, kan du købe pressenninger/ regnslag specielt lavet til formålet, såkaldte “tarps”.
-disse kan fås med mange forskellige funktioner bla. ultra letvægts modeller, faconsyede, camuflerede, ekstra slidstærke med videre. Tarps er selvfølgelig dyrere end en pressenning, men har til gengæld flere stropper rundt omkring, hvilket giver opsætningen nogle HELT andre (og sjovere) muligheder.
Helt basalt:
Kan bivuakker faktisk bygges af alle de materialer du kan opstøve, der hvor du er.
Rafter, grene, granris, bark, tagrør, siv, blade, tørv, mos, græs og lignende, er superfine materialer som kan yde en god og effektiv beskyttelse mod elementerne -hvis de sammensættes på den rigtige måde.
Knob og knuder
Det er godt at kunne binde et par forskellige knob eller beviklinger.
Har du aldrig lært at binde disse og har du kastet dig ud i en vildere bivuakkonstruktion, så prøv at huske på at binde snoren om emnerne:
Stramt, tæt og 6- 8 gange rundt.
(jae… og overvej så, om ikke du skulle få lært dig 3 -4 knob -de er altså gode at kunne)
Hvordan skal den se ud?
Der findes ikke nogen bestemmelse for hvordan en bivuak skal se ud.
Billedet her er nok den hjemmehørende klassiker, og den mest kendte bivuakform vi kender i Danmark (et halvtag som skråner bagud og som man kan ligge under i læ).
De fleste spejdere og friluftsfolk vil kunne genkende denne, men der findes faktisk mange andre forskellige variationer og typer.
Hvordan bygger man en god bivuak?
Ryggen mod vinden! Når du skal sætte en bivuak, skal du tænke på at den skal kunne holde til at det blæser op, eller kommer til at styrtregne. Overfladen skal skråne, så vandet kan løbe af og væk.
Bruger du regnslag, tarp eller pressenning, bør den være spændt godt ud -men ikke så meget at den ikke kan give sig. Den bør også være fastgjort til pløkker eller tvunget ned af nogle gode sten eller andet.
(Når du først ligger i din sovepose, kan det være utroligt generende for nattesøvn/ godt humør at ligge og tænke på, om du er nødt til at gå ud og stramme op i blæse/ regn/ snevejr midt om natten. (been there -done that) En god nats søvn…
Ligeledes, bruger du pæle, rafter med videre, så sørg for at de er banket ordentligt i jorden og er bundet godt sammen.
Et godt udvalg at vælge imellem
Det er rigtig godt, at kende til flere forskellige “set-ups”.
Alt efter hvilke materialer du har, eller forhold du er under, kan der være nogle modeller som bare er bedre end andre. Dette kan være fx. halvt åbne eller helt lukkede modeller.
Vejr/vind, årstid, terræn, hvor mange man er, “stealth” (om du vil være hemmelig) og så videre kan tit være faktorer som gør at man er nødt til at improvisere på den ene eller anden måde. Bushcraft
Tæt på Naturen
Ved at overnatte i bivuak/shelter eller under tarp, kommer du bare tættere på naturen. Jeg er mange gange vågnet ved at rådyr, ugler, ræve, pindsvin mv. er listet forbi i daggryet eller natten i egne tanker og ærinder.
..Og sol-opgange fra soveposen, med udsigt over skov, hede eller fjord får en til at mærke livet og tilstedeværet
Hakuna Matata
– Man bliver ikke ekspert på et øjeblik, så tag det roligt og eksperimenter dig frem. Det kræver 5-8 opsætninger før det begynder at ligne en rutine.
Nedenfor er en række billeder til fri inspiration (med kildeangivelse selvfølgelig) 😉
Gammelt regnslag
Debris shelter – Rene naturmaterialer
Andre links:
Håber at siden her, gav dig lidt inspiration. Nye billeder af bivuakker kommer på løbende.