Bålstedet. Tanker omkring.
Mad smager bare meeeeget bedre når det er lavet over bål. Og så får man tilmed frisk luft med i købet, imens man laver maden. (og nogen gange lidt røg også )
Jeg har lavet mad på bål rigtig mange gange. Faktisk starter min egentlige “grill sæson” når alle andre slutter deres. Jeg syntes simpelthen bare det er så lækkert at kokkerere i det fri, midt i efterårets kølighed og flotte farver.
Men hvordan er det med det bålsted? Er der ting man kan tænke over hvis man vil lave sig et bålkøkken, eller når der skal etableres bålsted?
Bålstedet
Mit foretrukne bålsted er et hævet bålsted. Med det, menes en ring af større sten fyldt op med jord næsten til kanten.
Fordelene ved det, er blandt andet at bålet får mere ilt = mindre røg. Bålet er også oppe i en bedre højde, så det er nemt at arbejde ved og rundt om.
Sikkerhedsmæssigt er denne type bålsted meget velegnet når man har små børn i nærheden. Børnene mærker nemlig hurtigere strålevarmen (og tar sig i agt) Den hævede kant af sten virker også mere som en “grænse” som man må gå til.
Halvfarligt
Bålsteder som er “gravet” ned eller anlagt nede i et betonrør giver ikke noget mening. For det første får ilden slet ikke ilt nok, hvilket giver røg og dårlig forbrænding.
For det andet, er det direkte livsfarligt for små børn da de kan snuble “ned” i ilden uden at kunne rulle væk igen. Små børn kan heller ikke mærke at det er varmt, før de stikker hovedet ind over kanten -og SÅ er det varmt!
Bålets størrelse = hvad skal du bruge det til.
Alt efter om du vil bruge bålet til at koge vand, stege, grille, simre, tørre kød eller bare sidde og hygge, -er der lidt om størrelsen på bålet.
Skal du bare koge noget vand, behøver du ikke at lave et kæmpe bål. Ingen gryder eller kedler har godt af at stå midt i et bål med “fuld” knald på. Eksperimenter dig lidt frem med hvor meget blus/brænde du egentligt behøver.
Skal du stege/ grille noget, kan det være godt at starte med et lidt større bål. Når det så har brændt lidt kan du nemlig grave/ skrabe gløder ud ved siden af bålet og på den måde få et godt stege/ grillested.
Måden her er især også velegnet til snobrød.
Med fire sten mellem gløderne er dette et perfekt spot til en grillrist eller stegepande. Mangler der mere blus på, kan du løbende skrabe flere gløder fra bålet ind under risten.
Udstyr
Der kan skrives mange stolper op og ned om udstyr til bålmad.
Der findes også mange lækre (og dyre) ting og sager på markedet, men nogen gange kan det altså også godt betale sig bare at kigge efter på loppemarkedet, eller i den lokale genbrug.
Jeg har et helt skatkammer af grej til bålet, noget købt fra nyt -andet fundet og restaureret. Læs evt. videre her: Gryder potter og pander
God fornøjelse.